Hvordan griber man bedst muligt sagen an? Læs om valg af installatør og varmepumpe.
Det er ikke spor svært at få en god og velfungerende varmepumpe, for der er både dygtige installatører og en række forskellige typer og størrelser varmepumper, så der altid kan findes en, som passer perfekt til dit hus. Start for eksempel med at kigge på brochurer eller hjemmesider fra anerkendte producenter af varmepumper.
Hvem disse er, kan du skabe dig et overblik over ved at kigge på Go' Energis liste over varmepumper med Go' Energimærket.
Valg af installatør
Tilpasningen af varmepumpen til netop dit hus og de behov, som din husstand har, er afgørende for, at du får den fulde glæde af den. Derfor er det vigtigt at vælge en installatør, som kan dimensionere anlægget korrekt og installere det fejlfrit.
Vælg en erfaren installatør, som har den nødvendige, faglige ekspertise. Foto: IVT.
Varmepumpebranchen har i samarbejde med Energistyrelsen etableret en ”Varmepumpeordning”, hvor der stilles minimumskrav til installatørernes uddannelse og kvalifikationer. Klik her for at komme til en liste med Varmpepumpeordningens installatører. Mange af de anerkendte producenter kører desuden uddannelsesforløb for deres udvalgte installatører. Også disse installatører har forventeligt den fornødne baggrund for at installere og dimensionere en varmepumpe korrekt i dit hus.
Valg af produkt
Når du vælger installatør, vælger du i de fleste tilfælde også det fabrikat varmepumpe, du kan få installeret. De fleste installatører er nemlig forhandler af en bestemt producents varmepumpe-modeller.
Indhent tilbud
Du kan med fordel indhente to-tre tilbud fra installatører. Den seriøse installatør beder dig om en række oplysninger: Husets størrelse, varmeforbruget, haveareal osv. Og han møder op på din bopæl for ved selvsyn at konstatere de konkrete forhold.
Vær opmærksom på, at nogle installatører kan finde på at sende en mindre regning, hvis ikke de får ordren. Spørg installatøren om dette, før du beder ham afgive et tilbud.
Før du går i gang
Inden du går i gang, skal du undersøge, om der er juridiske hindringer. Det kan være, at dit hus eller grunden er underlagt fredningsbestemmelser, der kan være krav om tilslutning til kollektiv varme (for eksempel fjernvarme), der kan være en ny lokalplan på vej eller andre planer, som umuliggør etablering af for eksempel jordvarme. Spørg om dette i kommunen.
Desuden kan der være servitutter på ejendommen, som skaber forhindringer. Det kan du få oplyst på Tinglysningskontoret.
Endelig skal du søge kommunen om tilladelse, hvis du ønsker at etablere et jordvarmeanlæg. Installatøren vil normalt være behjælpelig med ansøgningen.
Læs mere om, hvordan du kommer godt i gang med en varmepumpe.