Med en varmepumpe får du billig og effektiv boligopvarmning 
Energistyrelsen
Varmepumpesiden

Sænk din varmeregning markant

Med en varmepumpe kan du sænke din varmeregning markant – uden at fryse. Her får du en introduktion.

 

Har dit fyr set bedre dage? Så er det måske tid til at prøve noget nyt? Du kan reducere din varmeregning mærkbart ved at skifte et udslidt olie- eller naturgasfyr ud med en varmepumpe. Og du behøver ikke skrue ned for hverken boligens temperatur eller det varme vand.

 

Læs videre i de 6 infopunkter og se, hvordan du nemmest og mest effektivt griber sagen an. Få styr på, hvad en varmepumpe koster, hvor hurtigt den betales tilbage og få en masse praktiske tips og gode råd. Så er du rustet til at tage en beslutning om din boligopvarmning.

 

Varmepumper virker ganske enkelt ved at udnytte solenergien i jorden eller udeluften – også midt i den kolde vinter. For at fungere skal varmepumpen tilføres lidt strøm, men gode, moderne varmepumper afgiver 3-4 gange så meget varme som deres elforbrug. Derfor er varmepumper en god forretning for dig som husejer.

 

Der findes to typer varmepumper, som oplagt kan erstatte dit olie- eller gasfyr, og som leverer både rumopvarmning og varmt vand i hanerne:

 

1. Jordvarmeanlæg: Den mest effektive varmepumpe-type. Trækker varme ud af havens jord ved hjælp af jordslanger. Kræver et tilpas stort haveareal. Kaldes også væske til vand-varmepumpe.

 

2. Luft til vand-varmepumpe: Et godt alternativ til et jordvarmeanlæg. Overvej denne løsning, hvis ikke du har tilstrækkeligt med haveareal til et jordvarmeanlæg, hvis ikke du ønsker, at haven graves op, eller hvis jorden er meget sandet. Luft til vand-varmepumpen fungerer ved at udnytte udeluftens varmeenergi.

 

En luft til vand-varmepumpe fås i diskret udformning, så den ikke virker anmassende i havemiljøet. Foto: IVT.
 

Der findes også andre varmepumpetyper. Luft til luft-varmepumpen er den mest udbredte af dem, men den kan ikke som jordvarmeanlægget eller luft til vand-varmepumpen opvarme boligens brugsvand.

 

Hvis du står foran at skulle bygge dit eget hus, kan du ligeså godt med det samme vælge den billigste løsning til opvarmning og varmt vand – og se helt bort fra løsninger, som er meget dyre i drift som især elvarme. Foruden et jordvarmeanlæg eller en luft til vand-varmepumpe kan du overveje en boligventilationsvarmepumpe, som trækker varmeenergi ud af den brugte indeluft og genbruger den til at varme rum og brugsvand op med.

KONTAKT
Energistyrelsen
Amaliegade 44
1256 København K
Tlf: 33 92 67 00
Fax: 33 11 47 43
ens@ens.dk