Her får du svar på yderligere 5 af de hyppigste spørgsmål om henholdsvis jordvarmeanlæg og luft til vand-varmepumper, som installatører og eksperter møder hos interesserede forbrugere.
5 ekstra, gode svar om jordvarmeanlæg
1. Hvor meget lyd afgiver et jordvarmeanlæg?
Det er kun selve varmepumpen, der afgiver lyd i et jordvarmeanlæg. Der kommer ingen lyd fra jordslangerne. Varmepumpen summer omtrent som et køleskab, og i meget uheldige tilfælde kan lyden forplante sig gennem en væg. Så sæt ikke varmepumpen lige op ad væggen til et soveværelse. Varmepumpen lyder dog ikke kraftigere end et oliefyr, så hvis du i forvejen har sådan et, har du en fornemmelse for lydniveauet.
2. Skal jordvarmeanlægget bygges lidt større end strengt nødvendigt?
Nej, det er der dårlig økonomi i at gøre. Det er bedre at underdimensionere anlægget en anelse. For det behøver ikke levere maksimal varme i de uhyre sjældne tilfælde, hvor temperaturen er under -10 grader udenfor.
3. Duer et jordvarmeanlæg ikke, hvis der er sandjord i haven?
Strengt taget er sandjord ikke så velegnet til jordvarme som typisk dansk havejord. Men det kan der kompenseres for ved at gøre jordslangen lidt længere, så i praksis har jordforholdene ikke den store betydning. Installatøren beregner jordslangens korrekte længde.
4. Giver jordvarmeanlæg et bedre indeklima?
Ikke direkte, men et jordvarmeanlæg er særlig velegnet til vandbaseret gulvvarme, og netop gulvvarme opleves ofte som mere behagelig end varme fra radiatorer - ikke mindst fordi gulvvarmen holder fødderne varme. Det betyder samtidig, at du måske kan sænke rumtemperaturen en grad eller to uden at komme til at fryse. Hvis jordvarmeanlægget erstatter et oliefyr, undgår du desuden den svage olielugt, der som regel er i et fyrrum med oliefyr.
5. Kan jordvarmeanlægget alene opvarme huset om vinteren?
Ja, hvis det er korrekt dimensioneret af en uddannet installatør, opstår der ingen problemer med at opvarme huset. Kun i de uhyre sjældne situationer, hvor temperaturen falder til under -10 grader, vil et korrekt dimensioneret anlæg ikke kunne levere tilstrækkelig varme til alle formål. Om vinteren er anlægget dog ikke helt så effektivt som om sommeren, så det bruger en smule mere elektricitet. Det er dog stadig midt om vinteren en meget billig opvarmningsform sammenlignet med for eksempel oliefyr.
5 ekstra, gode svar om luft til vand-varmepumper
1. Hvor meget støjer en luft til vand-varmepumpe?
Moderne luft til vand-varmepumper er ret støjsvage, men man bør alligevel ikke sætte varmepumpen lige uden for soveværelsevinduet eller tæt på naboens skel. Hvis naboen klager til kommunen over larm fra varmepumpen, vil de fleste kommuner henholde sig til paragraf 42 i Miljøbeskyttelsesloven, hvor støjgrænsen i boligområder er fastsat til 35 dB(A) ved skellet. Hvis denne grænse overskrides, vil man kunne blive påbudt at flytte varmepumpen.
2. Skal varmepumpen beskyttes i dårligt vejr?
Nej, det er ikke nødvendigt. Selve varmepumpen er lukket inde i et vejrbestandigt kabinet. Kun ventilatoren har forbindelse med udeluften, og den er konstrueret til at tåle al slags vejr. I de sjældne tilfælde, hvor der er meget voldsomt snefald, bør man dog tage skovlen frem, så varmepumpens ventilator kan fungere.
3. Kan varmepumpen alene opvarme huset om vinteren?
I langt de fleste tilfælde mærker du intet til, om det er varmt eller koldt udenfor. Fremløbstemperaturen i radiatorvandet og brugsvandet er den samme. I ekstrem og meget sjælden kulde (under -10 grader) kan varmepumpen få lidt problemer med at holde en tilstrækkelig høj temperatur. Derfor vil man normalt have en el-patron indbygget i varmtvandsbeholderen, så radiator- og brugsvand ikke bliver koldt. Det koster lidt ekstra på elregningen, men sker også kun meget sjældent.
4. Hvorfor skal jeg ikke altid vælge en luft til vand-varmepumpe?
Hvis du ikke har fjernvarme, er det altid – set med økonomiske briller – værd at overveje en varmepumpe. I langt de fleste tilfælde er økonomien lidt bedre i en varmepumpe baseret på jordvarme end i en varmepumpe baseret på luft. Den primære årsag hertil er, at væsken i en jordvarmeslange afgiver mere varme til varmepumpen end udeluften kan. Jordvarmeanlægget er altså lidt mere effektivt end en luft til vand-varmepumpe. Så hvis du har tilstrækkelig stort, tilgængeligt haveareal, bør du vælge et jordvarmeanlæg. En luft til vand-varmepumpe er dog stadig langt mere effektiv end et gammelt oliefyr.
5. Kan varmepumpen blive CO2-neutral?
En varmepumpe bruger elektricitet. Så selv om der kommer 2-5 gange så meget energi ud af varmepumpen, som den forbruger i el, er den altså ikke helt CO2-neutral. Varmepumpen er dog betydelig mere klimavenlig end et oliefyr. Allerede i dag leveres en betydelig del af energien til elproduktion af vindmøller og andre vedvarende energikilder. I fremtiden vil den vedvarende energis andel stige, og derfor vil CO2-udledningen fra strømforbrug alt andet lige være faldende.